Marketing Business Relations
Teglholm Allé 16
2450 København SV
Telefon: 39 75 75 75
Email: canneslions@tv2.dk

Mikkel Mo, TV 2
Cyber-kategorien er én af de store til Cannes Lions, men ud over en enkelt shortliste-placering til Zupa, var der ingen dansk succes på det digitale område. Rasmus Frandsen sad i juryen og giver her nogle bud på, hvorfor de danske digitale bureauer må se sig kraftigt distanceret af f.eks. de svenske.
Efter den seneste uges tid at have været igennem en omfattende udvælgelsesproces blandt hundredevis af digitale arbejder i cyber-juryen, har Rasmus Frandsen, som til daglig er kreativ chef i det digitale bureau LBi Copenhagen, et solidt overblik over, hvad der rører sig internationalt på det digitale område netop nu.
Det blev til en enkelt dansk shortliste-placering til Zupa, mens de svenske bureauer ved prisceremonien onsdag aften oplevede en bragende succes med en Grand Prix, fem guldløver, fem sølv og seks bronzeløver. Med udgangspunkt i den netop overståede cyber-konkurrence mener Rasmus Frandsen simpelthen, at der mangler mod i den digitale del af den danske bureauverden.
”Det er helt tydeligt, at der i Sverige er en langt mere udforskende og konsekvent tilgang til de digitale løsninger. De tør at kaste sig ud i store, spændende digitale projekter. Jeg skal ikke kunne sige, om ansvaret ligger hos kunderne eller bureauerne, men i forhold til nogle af de arbejder, jeg har set her i Cannes, er vi altså et pænt stykke bagefter i Danmark. Jeg må konstatere, at der simpelthen mangler mod til at satse på nytænkende, digitale løsninger i stedet for bare at satse på tv og bannere. Vi har idéerne, men ikke viljen til at føre dem ud i livet,” lyder det fra det danske jurymedlem.
Rasmus Frandsen mener, at der skal tages flere chancer, hvis Danmark ønsker at være med helt fremme i det kreative felt. ”Måske har fokus på resultaterne taget en smule overhånd. Hvis alt skal gøres op i effektivitet og klik-rater, så bliver kampagnerne altså også derefter i et kreativt perspektiv. Det er en udfordring, som bureauer og kunder må tage op i fællesskab.”
Strukturelt problem
Ifølge Rasmus Frandsen skal en del af svaret også findes i den danske uddannelses- og branchestruktur. ”I virkeligheden skal vi måske helt tilbage til .com-boblen for at finde en af årsagerne. På det tidspunkt var vi i Danmark rigtig godt med i udviklingen med forskellige tiltag som f.eks. Mouse House og Space Invaders, men disse tiltag døde hen uden at der er kommet egentlige alternativer.”
Rasmus Frandsen nævner den svenske uddannelse Hype Island som et eksempel på, hvad han savner i Danmark. ”Jeg tror, vi kan lære noget af en uddannelse som Hyper Island. Ikke alle digitale talenter har tålmodighed til at kæmpe sig igennem en 5-årig uddannelse på IT-Universitetet. Der er en god, dynamisk energi, unge mennesker får lov at prøve sig selv af og der er noget ’just do it’ over en type uddannelse som Hyper Island, som vi helt klart mangler i Danmark. Medie- og Journalisthøjskolen gør en god indsats, men vi leverer slet ikke digitale talenter som de gør i Sverige.”
Bedre til at blande kompetencer
Èt af de områder, hvor de digitale bureauer kan blive skarpere, er i sammensætningen af kompetencer. ”Der er brug for teknologiske opfindertyper og eksperter på f.eks. sociale medier i de kreative teams. Jeg tror sagtens vi kan blive bedre til at blande forskellige kompetencer og derigennem få gang i innovationen. Vi ved jo sådan set godt, hvad der skal til, men vi mangler at handle på det,” slutter Rasmus Frandsen.