Gigantannoncør fordobler online-budget

Gigantannoncør fordobler online-budget

Af Ayoe Maria Jurhagen, Børsen.dk


CANNES: En af verdens største annoncører, daglivareproducenten Unilever, der står bl.a. står bag mærker som OMO, Knorr og Lipton, planlægger en markant omprioritering af medie- og reklamebudgetterne i 2010.

Det afslørede Unilevers marketingdirektør, Keith Weed, til formiddag ved reklamefestivalen Cannes Lions.

Her blev han interviewet af en af anden sværvægter, WPP-chefen Sir Martin Sorrell, som forsøgte at udfritte ham om, hvor stor en del af dagligvareproducentens mediebudget, der går til nye medier:

"Det er et tal, vi ikke taler om offentligt," indledte Keith Weed.

"Men jeg kan sige dig, at vi er oppe på omkring de 20 pct. i digitalt udviklede lande som USA. Og jeg kan sige dig, at vi vil fordoble vores digitale budgetter i år," lød det fra marketingchefen, som ser online-investeringer som helt essentielt for Unilevers fremtidige vækst:

"Vi er midt i en digital revolution. Det ved jeg godt, man har sagt længe, men den bliver mere og mere omfangsrig. Jo mere digital du er, jo mere global kan du blive- og omvendt."

Udmeldingerne bliver med garanti modtaget med kyshånd hos onlinemedier og digitale bureauer. De traditionelle medier havde til gengæld anledning til
panderynker:

"Man bliver nødt til at fiske hvor fiskene er. Så hvad medievalget angår, så har jeg ikke lagt skjul på, at det er de digitale investeringer, vi vil prioritere. Vi skal have en balance, der afspejler, hvor meget tid forbrugerne bruger online," sagde Weed til Sorrell.

Der vil dog være stor forskel på fordelingen af midlerne fra land til land:

"Det vil være åndssvagt at skrue voldsomt op for digitale investeringer i alle lande, for det er ikke alle steder, at internettet er lige udviklet og benyttet. Men i lande, hvor folk gennemsnitligt bruger 2-3 timer om dagen på digitale platforme, skal vi sørge for at tilpasse."

Unilever har et globalt reklamebudget på omkring 15 mia. kr. årligt og er dermed den største annoncør i verden efter Procter & Gamble.

 

Til forsiden | Arkiv

Nyhedsmail

Nyheder, interviews, reportager og blogs fra Cannes Lions

Nyhedsbrev

Dokumentation

Læs de nyeste cases om effekten af annoncering på TV 2