Marketing Business Relations
Teglholm Allé 16
2450 København SV
Telefon: 39 75 75 75
Email: canneslions@tv2.dk

Det er stadig småt med de strålende eksempler på effektfuld markedsføring på mobiltelefonen, men brugen af smart phones viser kæmpe potentiale for de brands, der er i stand til at knække koden.
Et af de områder, der bliver diskuteret livligt til Cannes Lions er mobiltelefonen som platform for markedsføring. Det er stadig småt med de strålende eksempler, men brugen af smart phones må få enhver reklamemand eller –kvinde til at slikke sig om munden. Mandagens seminar om mobiladfærd bød ikke ligefrem på noget roadmap for, hvordan brands skal opføre sig på den mobile platform, selv om et omfattende studie viser, at brugerne er klar.
”Always on har man efterhånden talt om i årevis, men udbredelsen af f.eks. iPhone, Android og BlackBerry har nu nået et omfang, hvor vi med sikkerhed kan sige, at mobilt internet ret snart vil dominere i forhold til almindelige computere,” sagde Sue Mosely fra mediefirmaet Initiative. Hun bakkede sin pointe op med en række tal der viser, at smart phone-brugere findes på tværs af alder og demografi, og at mobilt internet både bruges til arbejde og privat.
”Folk tilbringer sådan set ikke mindre tid på nettet foran deres computer, men smart phones øger derimod brugernes generelle internetbrug med i gennemsnit 35 minutter om dagen, og det er meget,” fortalte Sue Mosely.
Apps er katalysatoren
Små applikationer, kaldet apps, til f.eks. iPhone og Googles Android-system tordner frem, og mere en 80 pct. af smart phone-brugerne downloader og anvender apps. Og det er også apps, som umiddelbart lader til at rumme det største potentiale for brands, der vil nå sine kunder via det mobile internet.
”Den kolossale stigning i antallet af apps til mobiler, gør det allerede nu svært at fange forbrugernes opmærksomhed med en app, men det er i de intelligente brandede apps, som enten er sjove, underholdende eller kan bruges til noget konkret, at potentialet ligger. Vores studier tyder nemlig på, at folk ikke gider almindelige reklamer på mobilen,” forklarede Sue Mosely. ”Derimod er den mobile platform velegnet til at opbygge brandloyalitet, involvering og frem for alt forventer vi nærmest en revolution i detailhandelen, når brands og butikker for alvor formår at integrere deres budskaber med de positionstjenester, som allerede er meget udbredt”.