Nervøs Facebook-stifter ude af eksperimentfasen

Nervøs Facebook-stifter ude af eksperimentfasen

Af Ayoe Maria Jurhagen, Borsen.dk.


Det var en speed-snakkende og tilsyneladende lettere sceneforskrækket Facebook-stifter, der ved frokosttid trådte op på talerstolen, mens folk kæmpede for at få en plads på tilskuerrækkerne.

Et par rystende hænder og en akavet siddestilling afslørede, at den 26-årige Mark Zuckerberg ikke følte sig særlig komfortabel i spotlyset, og det skyldtes måske, at det ikke har født lutter succesoplevelser at være frontfigur for et af verdens mest omtalte websites.

Tværtimod har den pressesky opfinder haft svært ved offentlige optrædener, og for nylig gik det lidt i sort ved All Things Digital D8-konferencen, hvor journalister skrev, at han fik et "Nixon-moment".

Mark Zuckerberg tøede dog lidt op undervejs ved dagens session, og han understregede flere gange, at han er helt tryg ved den udvikling, som Facebook er inde i:

"Nu er vi ude af eksperimentfasen. Vi vokser så hurtigt, at vi ikke behøver skubbe særlig meget på. Hvis den udvikling fortsætter, så ser fremtiden meget lys ud på 3-5 års sigt," lød det fra Zuckerberg.

Han pegede på bl.a. Rusland og Indien som nogle af de lande, hvor Facebook er på brugertogt lige nu, og han tror langt fra, at hans sociale netværk har udfyldt sit potentiale på et tidspunkt, hvor medlemstallet har rundet 500 millioner på globalt plan:


"Jeg tror med garanti, at vi når 1 mia. brugere, men hvornår det sker, ved jeg ikke."


Zuckerberg sidder trods sin unge alder på posten som CEO for det vildtvoksende firma, og selvom det har givet anledning til endeløse spørgsmål om, hvorvidt han kan klare det, så agter han ikke at give slip:

"Vi vil være en del af at ændre verden, og så længe det sker, så vil jeg være her," lød det.

 

Til forsiden | Arkiv

Nyhedsmail

Nyheder, interviews, reportager og blogs fra Cannes Lions

Nyhedsbrev

Dokumentation

Læs de nyeste cases om effekten af annoncering på TV 2